Brev til en Engel
Brev til en Engel, en drømmende kvinde.
Hun er også en gudinde, som er forelsket i natten, når månen hersker.
Brevet indeholder en duft af hendes hud og papirarket rummer det blide kærtegn mellem de elskende og bliver sløret af hendes hjertesuk, som danner en klokke af ånde.
Hans kys i hendes nakke, under hendes lette, fjeragtige lokker, står levende i brevet.
Brevet er som en lille skulptur i relief på tårernes konturer.
Med lukkede øjne, lader hun det blå blæks sjæl stige op som røgringe. Ordene bliver til sommerfugle svævende i dem.
Det føles som at aflæse den elskedes øjne, øjne som er et spejl, gemt bag brevets gåde.
Til Satomi Mit hjerte
Solen går ned og spejler sig i dine øjne.
Orientalsk parfume i dit sorte hår.
Mine fingre strejfer det som en blid regn.
Din mund lyser op i et smil som en stjerne
Min sommerfugl. Mit ocean af kærlighed
Din ømhed føles som krystal på min livløse hud.
Din varme nakke kysser jeg forsigtig.
Du er mit hjerte, som slår i min sjæls konkylie.
Kimonoklædt er du.
Jeg trækker dit vejr. Dit åndedræt tegner mit livsblod.
Min lille lysets fugl jeg svæver som en hvid skygge
Og beskytter din blå himmels renhed
Du er mit univers, som en ø
Satomi, ”Aishite imasu”
(”Jeg elsker dig” på japansk)
Yann Noirot 2000
Skarabæen
Måneskin, stjerner eller er det sole, der er standset på den nyligt brændte keramik.
Jeg mærker en tilstedeværelse en pyramide i disen.
Solen går ned. Himlen er i flammer.
Kæmpemæssige gardiner bevæger sig i vinden, i bølger.
Det åbne vindue afslører klitter og oaser.
Landskabet er som skulpturer af krystal og samtidig en offergave.
Blandt templets skatte, mindes vi Nefertiti og livets engel.
Oh! Hvilken frihed, når natten åbner dit hjerte og alting løfter sig på en mystisk uvirkelig måde.
På bordet, ubevægelig, sidder skarabæen.
Yann Noirot 2001
Ocean af lys
Til Cécile
Kæmpebølger omkring dit hjerte af krystal Let tåge af delfinlignende drømme og månelysets sølv.
Hun græder tårer, der lyser, som bliver til blå fugle på min hud.
Hendes tårer bliver til sommerfugleagtige smil.
De vugger dig og tager dig med hen til englenes.
Bølgende bevægelser hendes tårer giver dig hengivenhed, der skinner som pailletter og hendes hjerte slår blandt stjernerne.
Hendes tårer spejler solens stråler på sneen, helt nede hvor jorden lyser. Ocean af lys som du kan nå med dine fingre, lige der, hvor dine øjenvipper bevæger sig rytmisk .
Ocean af lys sendt af en mors sjæl, som er så himmelsk.
Yann Noirot 2002